Den argentinske Premier League-stjerne Emiliano Sala, der var om bord på et fly, som forsvandt over Den Engelske Kanal mandag aften, ringede til sin far fra luften og fortalte om flyproblemer.
Det fortæller faren, Horacio Sala, til den argentinske avis Clarin. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Avisen har offentliggjort en talebesked, som Emiliano Sala angiveligt efterlod på farens telefonsvarer mandag aften.
I beskeden siger han, at han frygter, at flyet vil styrte ned.
– Vi er om bord på flyet, og det er som om, at det snart styrter ned.
– Hvis du ikke har hørt fra mig om halvanden time, så ved jeg ikke, om der bliver sendt nogen ud for at lede efter mig. Jeg ved ikke, om det overhovedet er muligt, siger Emiliano Sala.
– Far, jeg er virkelig bange, slutter beskeden kort efter.
Tirsdag eftermiddag bekræftede de franske luftfartsmyndigheder, at Emiliano Sala var på vej fra Nantes i Frankrig til Cardiff i Wales i et mindre fly, da det pludselig forsvandt på radaren cirka 20 kilometer fra kanaløen Guernsey.
Til den argentinske tv-station C5N fortæller faren, Horacio Sala, at han fik nyheden om det forsvundne fly fra en ven.
– Jeg vidste ingenting, fordi jeg er langt væk hjemmefra. Jeg arbejder som lastbilchauffør. En ven, som så det i tv, fortalte mig det. Jeg er ved at opgive håbet, fortæller faren.
Politiet på Guernsey nær Frankrigs kyst har haft helikoptere og redningsbåde ude for at søge efter flyet. Men på grund af dårligt vejr måtte jagten indstilles uden succes.
28-årige Emiliano Sala blev i lørdags købt fri af Nantes for et beløb svarende til cirka 127 millioner kroner. Han underskrev en tre et halvt år lang kontrakt med Cardiff.
Premier League-klubben fra Wales udtrykte tidligere tirsdag bekymring for Salas tilstand.
– Lige nu er vi meget bekymrede for Emiliano Salas sikkerhed, lød det fra Cardiff-formand Mehmet Dalman.
/ritzau/











