Fem års fremgang har skabt over 200.000 job i det private

    3200 personer fik job i den private sektor i november, viser tal fra Danmarks Statistik.

    Dermed er 2018 godt på vej til at blive det bedste år på arbejdsmarkedet siden 2007, påpeger Tore Stramer, der er cheføkonom i Nykredit.

    – Fremgangen i beskæftigelsen er en rigtig god nyhed, der med al tydelighed viser, at stadig flere danskere tager del i opsvinget i form af øget indkomst og jobsikkerhed.

    – Det øger i sig selv privatforbruget og de private investeringer, hvilket bidrager til yderligere vækst og jobskabelse. Det betyder, at opsvinget herhjemme både kan beskrives som solidt og selvbærende, siger han i en skriftlig kommentar.

    Med fremgangen i november er der de seneste fem år kommet 212.500 flere lønmodtagere blandt private virksomheder.

    De fleste job er skabt inden for brancher som handel, transport og byggeri.

    Desuden er der stor fremgang i kategorien erhvervsservice, der blandt andet dækker over rengøring.

    Cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank forventer, at fremgangen vil fortsætte i 2019, men han advarer om, at det nok klinger af i styrke.

    Det skyldes blandt andet, at flere virksomheder melder om mangel på hænder.

    – Der burde være mulighed for at finde flere at ansætte, blandt andet fordi folkepensionsalderen stiger i år.

    – Men det er noget mere af en joker, for arbejdsmarkederne strammer til i hele Nordeuropa, og en stor del af tilgangen af arbejdskraft kommer udefra, siger Las Olsen i en skriftlig kommentar.

    Samlet set er 2.767.802 personer i beskæftigelse i den private sektor. Det er det højeste niveau nogensinde.

    /ritzau/