OVERBLIK: Den europæiske hestekødskandale

    I Paris blev retssagen mod fire mænd, der er anklaget i den såkaldte hestekødskandale fra 2013, indledt mandag.

    Bliv klogere på skandalen her:

    * 16. januar 2013 finder den irske fødevarestyrelse som den første dna fra heste i hamburgere, der skulle indeholde rent oksekød.

    * Efterfølgende begynder skandalen at brede sig, da det kommer frem, at lasagne fra den svenske færdigrets-gigant Findus viser sig at indeholde op mod 100 procent hestekød.

    * To dage senere siger de svenske myndigheder, at de vil melde Findus til politiet.

    * Siden bliver der fundet hestekød i oksekødsprodukter i Irland, Storbritannien, Frankrig, Schweiz, Sverige, Tyskland, Norge, Rusland og Danmark.

    * Tirsdag 12. februar 2013 ransager og lukker det britiske fødevaretilsyn, FSA, to kødforarbejdningsvirksomheder i England og Wales.

    * Onsdag 13. februar 2013 oplyser De Samvirkende Købmænd, at der er påvist hestekød i lasagne fra den franske producent Comigel, som er solgt i Danmark. Alle produkter er dog i forvejen fjernet fra hylderne.

    * Samme aften holder EU’s daværende forbrugerkommissær, Tonio Borg, et hastemøde med fødevareministre fra de berørte EU-lande. Efterfølgende opfordrer han alle medlemslande til at dna-teste kødvarer for spor af hest.

    * Torsdag 14. februar 2013 finder det britiske fødevareagentur et medicinmiddel til heste, der er potentielt farligt for mennesker, i tre døde hestekroppe, der skulle eksporteres fra Storbritannien til Frankrig.

    * Samtidig afslører en fransk politiundersøgelse, at den franske virksomhed Spanghero bevidst har videresolgt 750 ton hestekød som oksekød. I alt er kødet endt i 4,5 millioner produkter, som er solgt videre til mindst 28 forskellige firmaer i 13 europæiske lande.

    * Hestekødet kommer tilsyneladende fra Rumænien og er fundet i færdigmad fra svenske Findus, som har blandt andet Comigel som underleverandør.

    * Fredag 15. februar 2013 beslutter et EU-embedsmandsudvalg med ansvar for fødevaresikkerhed, at der skal gennemføres mindst 2250 dna-test af forskellige produkter. Derudover skal der tages én test for medicinrester for hver 50 ton kød.

    * Samme dag oplyser Fødevarestyrelsen, at man undersøger et slagteri i Jylland, som mistænkes for at blande hest i hakket oksekød.

    * Mandag 18. februar 2013 oplyser supermarkedskæden Lidl i Danmark, at der er fundet spor af hestekød i en pastaret, som kæden samtidig fjerner fra hylderne. Lidl har i andre lande også fundet hestekød i en gullaschsuppe, som dog ikke er på det danske marked.

    * Samme dag trækker verdens største fødevareproducent, Nestlé, frosne pastaretter tilbage fra butikker i Italien og Spanien efter fund af heste-dna.

    * Onsdag 20. februar 2013 oplyser Findus, at den har fundet spor af hestekød i biksemads-produkter, der er solgt i danske butikker. Produktet “Biksemad 1,4 kg” trækkes tilbage fra forretningerne.

    Kilder: AFP, dpa, Reuters og EU-Kommissionen.

    /ritzau/