René Toft Hansen er ude af VM med en skade i lysken

    Håndboldspiller René Toft Hansen er færdig ved VM, efter at han i torsdagens kamp måtte udgå med en skade i lysken.

    Det siger landstræner Nikolaj Jacobsen på et pressemøde fredag.

    Allerede efter et kvarter i kampen mod Norge måtte forsvarskrumtappen forlade banen med smerter i lysken.

    Han gik ud i omklædningsrummet og kom ikke tilbage til hverken bænken eller banen igen.

    Stregspilleren skal senere fredag skannes for at finde ud af skadens omfang, men det står allerede nu klart, at han ikke kommer til at spille flere kampe ved VM.

    Nikolaj Jacobsen har endnu ikke taget stilling til, om Henrik Toft skal skiftes ind i truppen. En skade har indtil videre holdt Henrik Toft ude, men stregspilleren har gjort store fremskridt.

    Henrik Toft skal testes igen fredag.

    Også bagspiller Nikolaj Øris fik en skade under torsdagens kamp mod Norge. Han skal senere fredag undersøges nærmere for at se, hvor alvorlig skaden er.

    Danmark har allerede brugt én af sine tre udskiftninger ved VM. Hans Lindberg blev skiftet ud med Johan Hansen efter Danmarks første kamp mod Chile, da Lindberg pådrog sig en lægskade i kampen.

    Nikolaj Jacobsen vil gemme en af sine sidste to udskiftninger til en eventuel semifinale, hvis en af de to målmænd skulle blive skadet.

    Han kommer ikke til at melde noget nyt ud om en eventuel udskiftning i truppen før lørdag formiddag.

    Danmark vandt torsdag med 30-26 over Norge og sikrede sig dermed førstepladsen i gruppe C og tager fire point med til mellemrunden.

    Her spiller Danmark lørdag aften klokken 20.30 den første kamp mod Ungarn. Derudover venter også Egypten og Sverige i mellemrunden.

    /ritzau/