Trump dropper at sende delegation til årsmøde i Davos

    USA’s præsident, Donald Trump, aflyser at sende en regeringsdelegation til Det Verdensøkonomiske Forum i Davos senere denne måned.

    Det rapporterer flere medier natten til fredag dansk tid.

    Afbuddet skyldes krisen om finansloven for 2019, der har lukket dele af det amerikanske statsapparat, fordi Demokraterne i Kongressen modsætter sig Trumps krav om at øremærke næsten seks milliarder dollar til en mur langs den amerikansk-mexicanske grænse.

    I forvejen havde Trump selv meldt afbud til det årlige møde i Schweiz på grund af budgetkrisen.

    – På grund af Demokraternes stædighed vedrørende grænsesikkerheden og på grund af vigtigheden af landets sikkerhed aflyser jeg respektfuldt min meget vigtige tur til Davos, meddelte præsidenten på Twitter for godt en uge siden.

    Forummet i Davos samler en gang om året verdens magtfulde mennesker til diskussioner om økonomisk udvikling, fattigdom, krig og klimaændringer.

    Formålet er “at skabe en fælles fremtid i en opdelt verden”. Der træffes ikke beslutninger, men de mange taler og møder kan pege i retning af, hvor det globale samarbejde er på vej hen.

    Trump var med på forummet i Davos i 2018. Det var første gang i 18 år, at en amerikansk præsident deltog. Før Trumps besøg var Bill Clinton den seneste præsident til at besøge mødet. Det skete i 2000.

    /ritzau/