Skadet Uffe Bech må vente med bundesligadebut


    Landsholdsspilleren Uffe Bech har ikke fået en optimal start på sit udlandseventyr i tyske Hannover 96.

    Den tidligere FC Nordsjælland-profil døjer med en skade i opstarten, og han er efter alt at dømme ude af billedet til premiererunden om to uger.

    Bech har gennemgået en skanning og skriver følgende på sin Twitter-profil:

    – Dårligt nyt – en lille fiber. Ude i nogle få uger. Dårlig timing. Men jeg vender stærkt tilbage.

    Hannover 96 indleder den nye sæson på udebane mod oprykkeren Darmstadt 15. august.

    Bech har haft en relativt kort sommerferie, efter han var med på det danske U21-landshold, der nåede semifinalen ved sommerens EM.

    I efteråret 2014 var han inde omkring A-landsholdet, da han tre gange optrådte for Morten Olsens udvalgte.

    /ritzau/