Salling Group køber Top-Toys brands og varelager. Det bekræfter Salling Group i en pressemeddelelse. Aftalen omfatter ikke Toys”r”Us-brandet.
Top-Toy, der har ejet Fætter BR og Toys”r”Us i Skandinavien, gik under få dage efter jul. Allerede i efteråret var selskabet i problemer, og en redningsplan måtte opgives efter et skuffende julesalg.
– Der er tale om en strategisk vigtig aftale for Salling Group, da konkurrencen på legetøjsmarkedet er markant forstærket de seneste år.
– Med aftalen sikrer vi, at legetøj fortsat er en vigtig del af kundernes indkøbsmuligheder i de fysiske butikker i hele landet, skriver administrerende direktør for Salling Group Per Bank i pressemeddelelsen.
Det oplyses ikke, hvor meget Salling Group har betalt for de intellektuelle rettigheder og Top-Toys varelager.
/ritzau/











