Tre unge mænd fra København anholdt for mange indbrud


    Det sjællandske politisamarbejde Task Force Indbrud (TFI) har siden marts 2015 efterforsket mod en række personer, der mistænktes for at stå bag en lang række organiserede indbrudstyverier.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

    Efterforskningen førte frem til, at der hen over sommeren er sket anholdelse og varetægtsfængsling af tre mænd, som foreløbigt er sigtet for at have begået 56 indbrud i private hjem i alle sjællandske politikredse – bortset fra Midt- og Vestsjællands Politi.

    De fængslede mænd er danske og i alderen 19 – 22 år. Alle er bosiddende i København og er i forvejen kendt af politiet.

    Gerningsmændene er ved indbruddene primært gået efter tyvekoster som it-udstyr, smykker og andre let omsættelige ting.

    Chefen for TFI, politiinspektør Bent Isager-Nielsen udtaler:

    ”Det er tilfredsstillende at få stoppet gruppens kriminelle aktiviteter. Bekæmpelse af indbrud i privat beboelse er et særligt indsatsområde for politiet, hvor der især fokuseres på den organiserede del”.

    Han vil ikke afvise, at der kan komme flere anholdelser og sigtelser i sagen.