Intern uenighed har længe præget det græske regeringsparti Syriza, og det resulterer nu i, at partiets medlemmer bliver indkaldt til en ekstraordinær kongres i september.
Det har et stort flertal i det socialistiske partis magtfulde centralkomité ved midnatstid besluttet efter et langt møde, der begyndte torsdag middag.
På mødet blev det diskuteret, hvordan man kan imødekomme indvendinger inden for partiets egne rækker mod de nye nedskæringer og reformer, som landets internationale kreditorer har stillet som krav for at indlede forhandlinger om en ny økonomisk hjælpepakke.
Selv om det for nylig lykkedes premierminister Alexis Tsipras at skaffe flertal i parlamentet for de krævede reformer, så stemte flere af premierministerens partifæller imod forslagene.
Ifølge nyhedssiden ekathimerini.com gjorde Tsipras det ved mødets begyndelse klart, at han foretrak at indkalde til en ekstraordinær kongres i september, efter at regeringen har fået en ny aftale på plads med de internationale kreditorer.
Modstanderne af en ny aftale forsøgte at få flertal for at indkalde til en ordinær kongres.
Forskellen er ifølge ekathimerini.com, at nye delegerede kan deltage i en ekstraordinær kongres, og det kan være til fordel for Tsipras, der i de seneste meningsmålinger har kunnet se sin popularitet blandt vælgerne stige.
Tsipras håber ifølge nyhedsbureauet AFP at få renset luften og sikre sig fortsat opbakning som partiets topfigur på kongressen i september.
Han forsvarede på torsdagens møde endnu en gang sin holdning i forhandlingerne med kreditorerne og sagde, at han havde “taget vanskelige beslutninger” for at forhindre en statsbankerot.
Henvendt til sine modstandere sagde Tsipras, at hvis Grækenland havde forladt eurozonen, “ville det have udløst en voldsom devaluering og barske økonomiske stramninger”.
Han lagde også vægt på, at regeringen ikke skal kaste håndklædet i ringen efter bare seks måneder ved magten.
Og Syriza har allerede gjort sig bemærket, hævder Tsipras.
– Vi, en venstreorienteret regering og et lille land, har lavet de første ridser i Europas neoliberale overherredømme, sagde han.
/ritzau/