Det svenske parti Vänsterpartiet skal mandag beslutte, om det vil stemme for Stefan Löfven som Sveriges nye statsminister.
Her er der et overblik over det socialistiske, svenske venstrefløjsparti:
* Det svenske venstrefløjsparti Vänsterpartiet så sit lys i 1917. Her fik en udbrydergruppe fra Socialdemokraterne nok af hovedpartiets ageren under den sociale uro i Europa ved Første Verdenskrig og dannede sit eget parti, SSV.
Senere fik partiet navnet Det Svenske Kommunistparti, (SKP), og her var grundlinjen en tæt tilknytning til Sovjetunionen og Lenins brede parti Komintern.
Først i 1989 fik partiet sit nuværende navn og i løbet af 1990’erne fik partiet stor støtte for sin feministiske kurs. Det kulminerede i 1998, hvor partiet fik 12 procent af stemmerne ved valget.
* Partiets mærkesager er, at de kæmper for at mindske forskellen mellem rig og fattig i Sverige samt forbedre ligestillingen mellem mænd og kvinder. Derudover er partiet EU-modstander.
* Af specifikke sager vil de have 10 milliarder kroner til velfærd i kommunerne, oprettelsen af en ny myndighed for arbejdsmiljø og gratis medicin til alle under 18.
* Siden 2012 har den 53-årige metalarbejder Jonas Sjöstedt været partileder for partiet.
* Ved valget i 2018 fik partiet knap otte procent af stemmerne.
Kilde: popularhistoria.se/vansterpartiet.se.
/Ritzau/











