Siden 1988 har ingen kvinder i landet kunne få skovlen under den tidligere sprinter Lene Demsitz’ danmarksrekord på 60 meter. Indtil lørdag.
Ved stævnet Sprinterträffen i den svenske by Lund vandt 25-årige Mathilde U. Kramer finalen i tiden 7,36 sekunder, og dermed fik hun bugt med den 31 år gamle rekord.
Den tidligere rekord lød på 7,40 sekunder, og allerede i første løb slog Kramer rekorden, da hun klokkede tiden 7,38 sekunder. Hun skar dog yderligere to hundrededele af tiden i finalen.
– Jeg er selv meget overrasket, for jeg var skadet i efteråret og havde fire-seks uger uden løbetræning,
– Derfor har jeg måttet tænke alternativt, og her har jeg fået arbejdet med mine svagheder, siger den 25-årige sønderjyde i en pressemeddelelse fra Dansk Atletik Forbund.
Danmarksrekorden og sejren var ikke det eneste, Mathilde U. Kramer tog med hjem fra anstrengelserne i Lund.
Præstationen sikrede hende en adgangsbillet til inde-EM, der afvikles i skotske Glasgow fra 1. til 3. marts. Her var kravet en tid under 7,42 sekunder.
/ritzau/











