Hans Lindberg glider ud af VM-truppen med en skade

    Fløjspilleren Hans Lindberg er skadet og går glip af Danmarks kommende VM-kampe. Johan Hansen træder ind i håndboldtruppen i stedet.

    I forbindelse med et sammenstød med en chilensk spiller under VM-åbningskampen torsdag pådrog Lindberg sig en mindre skade, der betyder, at højrefløjen går glip af de kommende VM-kampe.

    Det forventes, at Lindberg senere i turneringen kan vende tilbage til truppen, oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) på sin hjemmeside:

    – Derfor har landstræner Nikolaj Jacobsen i samråd med den medicinske stab omkring landsholdet besluttet at skrive Johan P. Hansen ind i VM-truppen som erstatning for Lindberg, der dermed kan få den nødvendige ro til at blive kampklar igen.

    Danmark møder lørdag aften Tunesien i holdets anden gruppekamp. Kampen spilles i Boxen i Herning og går i gang klokken 20.15.

    /ritzau/