Ishockeyspillerne fra Herning Blue Fox kunne fredag gå på weekend med en stor sejr, efter at midtjyderne på hjemmebane slog Odense Bulldogs 7-2 i Metal Ligaen.
Kampen var stort set allerede afgjort efter de første to perioder, hvor Herning førte 6-0.
Til sidst i tredje periode fik fynboerne pyntet lidt på resultatet, da Yannick Vedel med to mål fik reduceret Hernings store føring.
Med et minut tilbage slog Lasse Lassen dog det sidste søm i Odenses kiste, da han gjorde det til 7-2.
Jan Dalecky, Victor Andersen, Markus Jensen, Mike Aviani og Daniel Nielsen scorede Hernings første fem mål.
Tjekkiske Dalecky gjorde det også til 6-0.
Herning indtager med sejren stadig sjettepladsen i Metal Ligaen. Odense ligger nederst.
Tabellens andenplads, Sønderjyske, måtte ud i straffeslag for at slå Rødovre Mighty Bulls fredag. Sønderjyderne vandt 3-2.
De forsvarende danske mestre, Aalborg Pirates, vandt med samme cifre fredag over Herlev Eagles. Her var det dog ikke nødvendigt med straffeslag.
Efter de to første perioder stod der 2-2. Det vindende mål blev scoret i powerplay af Cam Braes otte minutter inde i tredje periode.
Aalborg ligger nummer tre i Metal Ligaen og har 11 point op til Rungsted Seier Capital, hvis kamp mod Frederikshavn White Hawks fredag aften blev udsat på grund af en smeltet hovedsikring i hallen i Rungsted.
/ritzau/











