Ambassadør: Danmark kendte til risiko for Mansour-fængsling

    Danske myndigheder var fuldt bevidste om, at Said Mansour – bedre kendt som “Boghandleren fra Brønshøj” – risikerede fængsling efter sin udlevering til Marokko.

    Det siger Marokkos ambassadør i Danmark, Khadija Rouissi, i et interview med TV2.

    Marokko har i årevis anklaget Said Mansour for at have forbindelse til et terrorangreb i Casablanca i 2003. Her mistede 33 mennesker livet i fire koordinerede eksplosioner. Efter sin ankomst i Marokko blev han prompte anholdt af marokkansk politi.

    – Man vidste, at han ved ankomsten til landet kunne risikere at blive anholdt, siger ambassadøren til TV2.

    – Vi har ikke lagt skjul på noget.

    Said Mansour blev sendt ud af landet fredag, efter at Højesteret i 2016 stadfæstede landsrettens beslutning fra 2015 om at annullere Mansours danske statsborgerskab.

    Mansour er dømt for at opfordre til terror og hellig krig. Udvisningen blev gennemført, efter at Danmark havde forhandlet en aftale på plads med de marokkanske myndigheder. De lovede i den forbindelse, at han ikke var i fare.

    Marokko er tidligere blevet kritiseret af blandt andre FN for at bruge tortur i fængslerne.

    Flere menneskerettighedsorganisationer mener dermed, at man med udvisningen af Mansour kan være på kant med menneskerettighederne.

    Den gængse fortolkning af den Europæiske Menneskerettighedskonvention er, at man ikke må udsende en person til et land, hvor vedkommende risikerer dødsstraf.

    /ritzau/