Tidligere DR-vært Kent Nikolajsen er død

    Kent Nikolajsen, tidligere vært på DR Sporten og “Rene ord for pengene”, er død.

    Han blev 48 år.

    Det bekræfter hans arbejdsplads, Metronome, i en pressemeddelelse ifølge Ekstra Bladet.

    Kent Nikolajsen blev i sommer ramt af kræft i spiserøret.

    – Vi ved, at Kent allerhelst havde fortsat livet, det var nemlig et liv, han elskede meget højt, og hans arbejde her på Metronome var højt prioriteret.

    – Derfor har det også været svært for Kent at give slip på livet, og han har kæmpet hårdt og bravt imod kræften de sidste mange måneder. Men desværre havde kræften allerede fået godt fat i Kents krop, inden den blev opdaget i juni måned, skriver Metronome.

    Kent Nikolajsen efterlader sig hustruen Linda samt børnene Mira, Jakob og Stine.

    /ritzau/