Norsk rigmands kone kidnappet: Det er krævende og udmattende

    Familien til den bortførte norske kvinde Anne-Elisabeth Falkevik Hagen oplever bortførelsen som en grusom og umenneskelig handling.

    Det oplyser Svein Holden, der er ægtemandens advokat, ifølge det norske nyhedsbureau NTB på et pressemøde onsdag eftermiddag.

    – For familien er det krævende og udmattende at være i sådan en situation over lang tid, siger Svein Holden ifølge NTB.

    Kvindens mand er rigmanden Tom Hagen, som ligger som nummer 172 på netmediet Kapitals liste over Norges rigeste personer. Hans formue er på anslået 1,3 milliarder danske kroner.

    Den 68-årige kvinde forsvandt 31. oktober fra sit hjem i Lørenskog, der ligger øst for Oslo.

    Norsk politi bekræftede onsdag på et pressemøde, at sagen efterforskes som frihedsberøvelse. Der har ligeledes været krav om en løsesum i form af kryptovaluta.

    Advokaten oplyser, at Tom Hagen, som politiet anbefalede, ikke vil overføre pengene til gerningsmændene.

    /ritzau/