Der er onsdag formiddag udbrudt brand i en industribygning i Fredericia.
Der udvikles kraftig og formentlig giftig røg fra bygningen, der ligger på Vesterballevej, oplyser Sydøstjyllands Politi.
– Personer i det berørte område skal søge indendørs, lukke døre og vinduer og standse ventilationen, skriver Sydøstjyllands Politi i en beredskabsmeddelelse.
– Der opfordres til, hvis det er muligt, at viderebringe denne meddelelse til andre personer i området, lyder det videre.
Det berørte område er syd for motorvej E20 og øst for Snoghøj Landevej. Også den nordlige del af Middelfart har været generet, men omkring klokken 12 er det ikke længere tilfældet.
I den brændende bygning holder møbelfabrikken GH Wood til. Også virksomheden Car Next, der sælger brugte biler, har til huse i den nyopførte bygning, skriver Fredericia Dagblad.
Ikke langt fra industribygningen ligger et boligområde, som politiet er gået i gang med at evakuere.
Blandt andet bor der en del handikappede, og det besværliggør ifølge vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi processen.
Umiddelbart er ingen beboere kommet til skade. Men brandvæsnets indsatsleder har fået det dårligt og er bragt til hospitalet. Hvor slemt han er tilredt, ved vagtchef Jørn Lindhardt ikke.
Meldingen om branden indløb til myndighederne onsdag morgen klokken 9.
/ritzau/











