Kaotisk valg i DRCongo er ramt af fusk ved stemmeoptælling

    En gruppe valgobservatører i Den Demokratiske Republik Congo oplyser tirsdag, at der er blevet fusket med stemmeoptællingen i forbindelse med landets i forvejen skandaleramte præsidentvalg.

    Observatørerne har opdaget 52 “store” uregelmæssigheder i de 101 stemmeoptællingscentre, som de har overvåget.

    Heriblandt eksempler på ansatte, der har svindlet med optællingen.

    16 procent af de overvågede centre benyttede i øvrigt udelukkende maskinoptælling. Loven kræver ellers, at stemmerne tælles i hånden.

    Præsidentvalget i det afrikanske land DRCongo er blevet udskudt flere gange. 30. december lykkedes det omsider at gennemføre valget.

    Resultatet skulle være kommet søndag, men er udskudt på ubestemt tid.

    /ritzau/Reuters