Dansk offer for terrordrab bliver mindet i kirke lørdag

    Familie og venner til 24-årige Louisa Vesterager Jespersen, som blev dræbt i Marokko 17. december, siger et sidste farvel til den unge kvinde lørdag.

    Denne dag bliver hun mindet ved en højtidelighed fra Fonnesbæk Kirke i Ikast.

    Det oplyser familien via en dødsannonce i Ugeavisen Grindsted.

    I annoncen er et billede af Louisa Vesterager Jespersen trykt sammen med en besked fra hendes mor.

    – Jeg længes efter at se dig. Jeg længes efter at høre din stemme. Døden tog dig fra mig, og tomrum er alt, der er tilbage. Hvil i fred vores søde engel, du vil altid være i vores hjerter, lyder det.

    Louisa Vesterager Jespersen blev fundet dræbt sammen med sin norske veninde 28-årige Maren Ueland. De to var på ferie i et bjergområde i Marokko.

    /ritzau/