Kevin Spacey, der blandt andet er kendt for sin rolle i serien House of Cards, må ikke nærme sig en ung mand, som han er sigtet for at have forulempet i 2016.
Det slog en dommer fast efter en høring i retten i Nantucket mandag, skriver nyhedsbureauet AP.
Skuespilleren er mistænkt for at have forulempet en ung mand på en bar ved angiveligt at skulle have rørt hans kønsorganer.
Næste høring i sagen skal finde sted 4. marts. Under mandagens retsmøde meddelte dommeren, at skuespilleren ikke nødvendigvis behøver at være til stede under det møde.
Det var den forurettedes mor, der i november sidste år fremsagde påstanden om overgrebet.
Moren, tv-journalisten Heather Unruh, fortalte, at hendes 18-årige søn var blevet seksuelt forulempet af Kevin Spacey på en bar og restaurant i Nantucket.
Det skulle angiveligt være sket i juli 2016. Den unge mand skal have bildt skuespilleren ind, at han var gammel nok til at drikke, da de mødtes i baren.
Efter de havde drukket flere genstande, skal han have gramset på den 18-årige.
Ifølge Spaceys advokat erkender han sig ikke skyldig i anklagen.
/ritzau/











