Advarsel efter togulykke: Godsoperatører bør tjekke låsemekanisme

    Efter den alvorlige togulykke i sidste uge, der kostede otte mennesker livet, udsender Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen en advarsel mod anvendelse af såkaldte “lommevogne” ved transport af sættevogne.

    En lommevogn er en særlig godsvogn, der kan holde en trailer på plads ved hjælp af en låsemekanisme.

    Men Havarikommissionen har identificeret en mulig risiko for, at sættevognen ikke låses ordentligt fast i forbindelse med transport, fremgår det af styrelsens hjemmeside.

    – Styrelsen opfordrer godsoperatører til at udføre ekstra kontrol ved sikring af låsemekanismen, når sættevogne monteres på godsvogne, skriver styrelsen på sin hjemmeside.

    – Denne advarsel gælder for det samlede danske jernbanenet, uanset om der er tale om gods i transit eller ej.

    /ritzau/