DFDS genoptager færgesejlads på Den Engelske Kanal


    Det danske rederi DFDS genoptager tirsdag færgesejladsen mellem Calais og Dover på Den Engelske Kanal, skriver Reuters.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Sejladsen blev indstillet i weekenden efter en arbejdskonflikt på havnen i Calais, der blandt andet førte til, at en af DFDS’ færger blev beskudt med nødraketter.

    Frankrigs transportminister, Alain Vidalies, siger, at han mandag har haft samtaler med parterne i konflikten.

    – Diskussionerne fandt sted i en konstruktiv atmosfære. De er nu udsat, så parterne kan overveje de nye forslag, der blev stillet, siger han ifølge Reuters.

    Baggrunden for konflikten er, at DFDS Seaways har købt to skibe af Eurotunnel, der tidligere har drevet et såkaldt kooperativt medarbejderejet selskab.

    Det er de tidligere medarbejdere, der nu protesterer mod, at Eurotunnel har lukket færgerederiet. De tidligere medarbejdere har besat færger og har i en periode blokeret havnen i Calais.

    Arbejdskonflikten i Calais har forstyrret sejltrafikken i ugevis, og det fik torsdag i sidste uge den franske regering til at fremlægge et forslag, der skal redde hundredvis af færgejob.

    Samtidig er Calais presset af tusindvis af migranter fra Afrika og Mellemøsten, der bor i lejre omkring byen og stimler sammen i håbet om at komme om bord på lastbiler, der kan få dem til England.

    Sejlruten mellem Calais og Dover er vigtig for DFDS Seaways, der krydser Den Engelske Kanal ti gange dagligt med sine færger.

    /ritzau/