Militæret i Gabon hævder at have taget magten i det lille, olierige afrikanske land.
Soldater har på den statslige radio oplæst en erklæring, mens der lød skud i hovedstaden Libreville. Indbyggere i byen siger, at kampvogne og væbnede køretøjer fra militæret kører rundt i gaderne.
Officerer fordømmer den nytårstale, som blev holdt af landets præsident, Ali Bongo Ondimba. I erklæringen lover soldaterne bag kupforsøget at “genoprette demokratiet i landet”.
Gabon, der har lidt over to millioner indbyggere, har været styret af den samme familie i 50 år. Landet ligger i det vestlige Centralafrika.
Den 59-årige Ali Bongo har været i udlandet siden oktober, og der er rygter om, at han har været ramt af et hjerteanfald.
Hans sendte sit nytårsbudskab fra en hospitalsseng i Marokko.
– Dette har forstærket en udbredt tvivl om, at han er i stand til at lede landet, siger løjtnant Kelly Ondo Obiang, som er leder af den selverklærede Gabons Forsvars- og Sikkerhedsstyrkers Patriotiske Bevægelse.
En kilde tæt på regeringen siger, at det “øjensynligt er “en lille gruppe soldater, som står bag kuppet”.
Præsidenten erkendte i sin nytårstale, at han havde helbredsproblemer, men han sagde, at han var i bedring.
Han havde svært ved at udtale visse ord og kunne ikke bevæge sin højre arm, men syntes ellers at have det rimeligt.
Ali Bongo blev genvalgt som præsident i 2016, men der blev fremsat beskyldninger om valgsvindel. Hans valgsejr var snæver. EU har åbent betvivlet det officielle resultat.
Bongo overtog magten efter sin far, som døde i 2009. Faren ledede Gabon i 42 år.
Frankrig er tidligere kolonimagt i landet, og der er fortsat stærke bånd mellem landene.
/ritzau/Reuters











