Ni dræbt i 12 timers angreb mod politi i Indien


    Indisk politi har mandag nedkæmpet en gruppe militante, der dræbte mindst seks mennesker under et 12 timer langt angreb mod en politistation i den nordlige Punjab-provins.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Et af ofrene er en lokal politichef, mens en betjent og fire civile også er dræbt. Flere andre er såret.

    Tre bevæbnede mænd havde forskanset sig inde på politistationen i byen Dinanagar, hvor de i timevis skød mod politiet, inden de selv blev skudt og dræbt af bevæbnede betjente.

    Kilder i politiet siger, at gerningsmændene rejste ind i Indien fra Pakistan to dage tidligere via den omstridte Jammu og Kashmirprovins, der i årtier har været årsag til konflikt mellem Indien og Pakistan.

    Dinanagar ligger kun omkring 15 kilometer fra grænsen til Pakistan.

    Jitendra Singh, der er viceminister i premierminister Narendra Modis regering, vil ikke udelukke, at militante pakistanere kan være involveret i mandagens angreb.

    Sikkerheden er skærpet ved grænsen til Pakistan i kølvandet på angrebet, oplyser indiske myndigheder.

    Angreb mod sikkerhedsstyrker er ikke usædvanlige i Jammu, men mandagens angreb er det første af sin art i Punjab-provinsen i 13 år.

    Pakistans regering afviser at være involveret i oprør i Punjab, Jammu og Kashmir, og udenrigsministeriet i Islamabad siger, at det ikke er bekendt med, at der skulle være pakistanere involveret i angrebet i Punjab.

    /ritzau/Reuters