Storebæltsbroen blev kort efter klokken 10.30 igen blevet åbnet for biltrafik med kurs mod Sjælland.
I retning mod Fyn er der fortsat lukket for bilister på grund af togulykken onsdag morgen på Storebæltsbroen. Det oplyser Sund og Bælt.
Vindfølsomme køretøjer frarådes kort før middag stadig at køre over broen. Det er også kun tilladt at køre 50 kilometer i timen.
DSB oplyser før middag, at der nu kører togbusser fra Nyborg mod Korsør. Der er fortsat ikke åbnet for trafik i retning fra Sjælland mod Fyn.
Al trafik over Storebæltsbroen blev standset tidligere onsdag. I første omgang var det vinden, der midt på natten satte en stopper for bilisterne.
Siden er det en alvorlig togulykke, der også har stoppet togtrafikken og forhindrer broen i at blive åbnet for trafik i retning mod Fyn.
Ulykken har kostet seks mennesker livet. Det oplyser DSB og Fyns Politi.
Togtrafikken over Storebælt vil ifølge DSB tidligst blive genåbnet klokken 15.
– Tog mellem landsdelene kører i øjeblikket kun til og fra henholdsvis Korsør og Nyborg, skriver DSB i en pressemeddelelse.
Ulykken skete på lavbroen – den del af Storebæltsbroen, der ligger mod Fyn.
Dele af et godstog ramte et passagertog omkring klokken 07.30. Det fik passagertoget til at foretage en kraftig opbremsning.
Der er et stort antal af redningspersonale til stede, og politiet har oprettet et krisecenter i Nyborg.
– I forbindelse med toguheld på Storebæltsbroen kan broen være lukket for biltrafik i længere tid, og vi opfordrer derfor trafikanter til at holde sig opdateret på trafikinfo.dk før afrejse. Ukendt tidshorisont for genåbning, skriver Vejdirektoratet på Twitter.
/ritzau/









