OVERBLIK: Passagerer mister livet i togulykke på Storebælt

    Statens kriseberedskab er blevet aktiveret efter en alvorlig togulykke onsdag morgen på Storebæltsbroen.

    I første omgang forlød det, at otte personer var kommet til skade. Senere meldte politiet og DSB ud, at seks passagerer om bord på toget havde mistet livet, og at 16 var kvæstet.

    Læs om ulykken her:

    * Ulykken skete omkring klokken 7.35 på lavbroen på Storebæltsforbindelsen.

    * Et lyntog på vej fra Odense mod Københavns Lufthavn blev ramt af dele fra et modkørende godstog og foretog en hård opbremsning på broen.

    * Toget havde afgang fra Odense klokken 7.11.

    * Der var 131 passagerer og tre medarbejdere om bord.

    * Seks passagerer har mistet livet, mens togpersonalet er i god behold. 16 passagerer er blevet kvæstet i ulykken.

    * Blandt de kvæstede er 14 let tilskadekomne, mens to har “moderate skader”. Alle menes at være uden for livsfare.

    * Passagertoget blev ramt af en eller flere genstande på Storebæltsbroen, idet det passerede et modkørende godstog.

    * Ifølge Havarikommissionen var det tilsyneladende en tom trailer fra godstoget, der blev blæst af og forårsagede ulykken.

    * Fyns Politi oprettede efter ulykken et krisecenter, hvor de passagerer, der ikke er kommet fysisk til skade, kunne få psykologhjælp.

    * Ved middagstid er centret blevet lukket ned igen.

    * Hos Falck Helpcare har DSB også oprettet et særligt nummer til krisehjælp. Her kan kunder og pårørende ringe for at få hjælp. Nummeret er 70 11 51 55.

    * Desuden kan pårørende kontakte Fyns Politi og Odense Universitets Hospitals katastrofeberedskab på telefonnummer 96 97 00 00.

    * Som følge af ulykken er al togtrafik over Storebælt indstillet indtil torsdag. DSB håber, at forbindelsen kan genåbne for tog torsdag morgen klokken 04.

    * Fyns Politi og Havarikommissionen er onsdag eftermiddag i gang med at undersøge ulykkesstedet nærmere.

    * For at håndtere ulykken er statens kriseberedskab – National Operativ Stab – sat i værk. Beredskabet aktiveres ved større kriser og katastrofer i Danmark.

    Kilder: DSB, Fyns Politi, Ritzau.

    /ritzau/