To personer er kommet til skade ved en større brand i en landejendom ved Gundsølille nord for Roskilde. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Branden brød ud i beboelsesdelen af en landejendom, der ligger på Store Valbyvej.
– Politiet og brandvæsnet er til stede. Umiddelbart er det gået værst ud over en lejlighed på første sal, hvor flere personer er reddet ud.
– Det kan godt vise sig at være alvorligt, siger kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Charlotte Tornquist.
Hun oplyser, at en mand og en kvinde er reddet ud af ejendommen. Begge beskrives som tilskadekomne, og en person er kørt til Rigshospitalet.
/ritzau/









