Froome dropper at forsvare Giro-triumf

    Den britiske cykelstjerne Chris Froome kommer ikke til at få mulighed for at forsvare sin sejr i Giro d’Italia fra 2018.

    Froome stiller slet ikke op i det italienske løb i 2019. I stedet vil han sætte alt ind på at genvinde Tour de France.

    Det skriver Team Sky, Froomes arbejdsgiver, på holdets hjemmeside.

    – Det har været en svær beslutning at finde ud af, hvad jeg skal i 2019, og hvilke Grand Tours jeg skal fokusere på, især fordi jeg vandt Giroen sidste år, hvor jeg havde en fantastisk oplevelse med holdet.

    – Men i 2019 er mit mål nummer et Tour de France, siger Chris Froome på hjemmesiden.

    Den firedobbelte vinder kommer ligesom i 2018-udgaven af Touren til at få selskab af Geraint Thomas, der som bekendt vandt løbet sidste år, på de franske landeveje. Thomas’ fokus i den kommende sæson vil ligeledes være Tour de France, oplyser Team Sky.

    I årets udgave af Giro d’Italia bliver det i stedet colombianske Egan Bernal, der skal forsøge at køre sejren i hus for Team Sky.

    /ritzau/