Theresa May opfordrer i sin nytårstale briterne – og især deres folkevalgte politikere – til at “dreje om et hjørne” og bakke op om den skilsmisseaftale, som premierministeren i november fik forhandlet på plads med EU.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Nytårstalen, der er blevet optaget på forhånd og offentliggjort tirsdag, handlede næsten udelukkende om det forestående britiske exit fra EU-samarbejdet.
– Brexitaftalen, jeg har forhandlet på plads, leverer det, briterne stemte for (ved brexitafstemningen i 2016, red.), og i de næste par uger vil parlamentsmedlemmer stå overfor en stor beslutning, siger May.
I talen omtaler hun afstemningen i 2016 som “splittende”. Men hun understreger, at 2019 bliver året, hvor “vi sætter uenigheder til side og bevæger os fremad sammen”.
Der skal stemmes om skilsmisseaftalen i det britiske Underhus 15. januar. Efter planen skal Storbritannien udtræde af EU 29. marts.
Bliver aftalen ikke vedtaget, er der stor risiko for en såkaldt hård brexit uden en overgangsperiode. Flere i Mays eget konservative parti har åbent erklæret, at de vil stemme imod aftalen.
I weekenden har EU’s kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, været ude med riven efter den britiske regering og efterspurgt, at “man tager sig sammen” i London.
– Min appel er denne: Tag jer sammen og fortæl os, hvad I gerne vil. Vores foreslåede løsninger har været på bordet i månedsvis, sagde Juncker til den tyske avis Die Welt.
/ritzau/











