Brøndby-træner ser igen bort fra småskadet Daniel Agger


    Landsholdsanføreren Daniel Agger går glip af søndagens hjemmekamp i Alka Superligaen mod OB på grund af en mindre skade.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Brøndby-træner Thomas Frank har valgt at spare Agger, så han er helt sikker på at kunne benytte midterforsvareren på torsdag, når cypriotiske Omonia venter i kvalifikationen til Europa League.

    – Efter en god opstart, hvor vi har bygget Daniels fitness op til en lang superligasæson i et tætpakket program, oplevede han et lille stræk i læggen under gårsdagens træning, siger Thomas Frank til Brøndbys hjemmeside.

    – I forebyggende øjemed har vi umiddelbart vurderet, at Daniel har bedst af at sidde over i søndagens kamp mod OB, da vi har en lang sæson foran os.

    – Vi vil selvfølgelig nødigt undvære ham, men vi har tre andre stærke midtstoppere i truppen til at fastholde vores stærke, defensive organisation, som i sæsonens første fem kampe har haft fire clean sheets og lukket godt ned for modstandernes offensive løb, forklarer Brøndby-træneren.

    De tre midterforsvarere, Thomas Frank henviser til, er Martin Albrechtsen, Dario Dumic og Martin Ørnskov.

    Daniel Agger blev senest sparet i torsdags, da Brøndby spillede sig videre i Europa League-kvalifikationen mod bulgarske Beroe.

    /ritzau/