Domstol forlænger fængsling af Nissan-boss endnu en gang

    En domstol i den japanske hovedstad, Tokyo, har besluttet at forlænge varetægtsfængslingen af Nissan Motors afsatte bestyrelsesformand, Carlos Ghosn, med ti dage.

    Det skriver en række lokale medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Den 64-årige Ghosn blev anholdt 19. november sammen med en anden topchef i Nissan, Greg Kelly. Begge er tiltalt for massivt bedrageri.

    Myndighederne mistænker de to for at have underrapporteret deres milliongager. Det skulle være sket for at slippe billigere i skat.

    Det påståede bedrageri skal have stået på fra 2011 til 2015.

    /ritzau/