Australien fratager formodet IS-rekruttør sit statsborgerskab

    Den formodede IS-sympatisør Neil Prakash har fået frataget sit australske statsborgerskab. Det skyldes hans medlemskab og tilknytning til den militante gruppe Islamisk Stat.

    Det oplyser landets indenrigsminister, Peter Dutton, ifølge nyhedsbureauet AFP.

    – Jeg kan bekræfte, at den australske regering har meddelt Neil Prakash, at hans australske statsborgerskab er blevet frataget på grund af hans tilknytning til Islamisk Stat, fortæller Dutton.

    Den 27-årige Prakash er født i Melbourne af forældre fra Indien og Fiji og har indtil nu haft dobbelt statsborgerskab til Australien og Fiji.

    Han sættes i forbindelse med adskillige angrebsplaner på australsk jord og har optrådt i IS-videoer og magasiner fra den ekstremistiske gruppe.

    Prakash har også opfordret “enlige ulve” til at udføre angreb i USA.

    Baseret på amerikanske efterretningsoplysninger oplyste den australske regering i 2016 fejlagtigt, at Prakash var blevet dræbt i et luftangreb mod den irakiske by Mosul.

    Han blev senere anholdt i Tyrkiet, da han på falske papirer forsøgte at komme ind i landet fra Syrien.

    Australien har siden anholdelsen for to år siden lagt pres på Tyrkiet for at få ham udleveret. Det afviste en domstol i den tyrkiske by Kilis dog i juli i år.

    I Tyrkiet er han fortsat sigtet for at være medlem af den militante organisation.

    Neil Prakash risikerer en livstidsdom, hvis han i Australien bliver kendt skyldig i terrorisme, skriver nyhedsbureauet AP.

    /ritzau/