Et amerikansk ægtepar anklager en nu pensioneret læge for at have insemineret kvinden med sin egen sæd i stedet for sæd fra en donor.
Det skriver nyhedsbureauet AP, der er i besiddelse af retsdokumenter, hvoraf anklagen fremgår.
Insemineringen fandt angiveligt sted i 1970’erne.
Da ægtemanden tidligere var blevet steriliseret, valgte parret at blive insemineret med sæd fra en udvalgt donor.
Donoren, en medicinstuderende, lignede manden af udseende og havde flere af de ønskede karaktertræk.
Men ifølge ægteparret blev den medicinstuderendes sæd aldrig brugt. I stedet inseminerede lægen, John Coates, kvinden med sin egen sæd. Uvidende herom fødte kvinden ni måneder senere en datter med lægen som biologisk far.
Ægteparret kræver nu 75.000 dollar i erstatning. Det svarer til cirka 488.000 kroner.
/ritzau/











