BILLEDSERIE: Sportsåret 2018

    2018 bød blandt andet på store sejre og ærgerlige nederlag, konflikter mellem forbund og spillere og historiske øjeblikke.

    Her er en samling af billeder fra sportsåret, der gik:

    LE MANS-KONGEN KRISTENSEN KOM I HALL OF FAME

    Sportsåret 2018 startede med, at den danske racerkører Tom Kristensen blev indlemmet i Sportens Hall of Fame som det 33. medlem. Kristensen har vundet 24-timers-løbet Le Mans ni gange. Ved samme lejlighed blev Viktor Axelsen kåret som Årets Sportsnavn.

    HÅNDBOLD-EM ENDTE UDEN DANSKE MEDALJER

    De danske håndboldherrer måtte rejse fra EM i Kroatien i januar uden medaljer i bagagen. Sverige var for stor en mundfuld i semifinalen, mens Frankrig heller ikke blev besejret i bronzekampen. Mikkel Hansen blev kåret til turneringens bedste venstre back.

    WOZNIACKI VANDT ENDELIG EN GRAND SLAM

    Den danske tennisspiller tog sin første grand slam-titel i karrieren, da hun i slutningen af januar vandt Australian Open efter en finalesejr over rumænske Simona Halep.

    MEDALJERNE UDEBLEV VED VINTER-OL

    Sydkoreanske Pyeongchang lagde i februar jord til den seneste udgave af de vinterolympiske lege. Danmark stillede op med 17 deltagere – blandt andet i curling – uden at det blev til nogen medaljer.

    DANSK TRIUMF VED ALL ENGLAND

    Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen tog en af karrierens største sejre, da det danske par i marts vandt den prestigiøse badmintonturnering All England. Kort efter sejren valgte Rytter Juhl at indstille karrieren på grund af sin graviditet.

    VALGREN VANDT HOLLANDSK KLASSIKER

    Cykelrytter Michael Valgren fik i 2018 sit helt store gennembrud, da han først vandt det belgiske endagsløb Omloop Het Nieuwsblad i slutningen af februar og små to måneder senere den hollandske klassiker Amstel Gold Race.

    VM I ISHOCKEY LAGDE VEJEN FORBI DANMARK

    Danmark var i maj vært for verdensmesterskaberne i ishockey. Selv om at Danmark til tider viste flot spil, lykkedes det ikke at gå videre fra den indledende gruppe. Sverige endte med at tage endnu en VM-titel, efter at Schweiz blev besejret i finalen, som blev spillet i Royal Arena i København.

    BRØNDBY BRØD TI ÅRS TITELTØRKE

    Med en 3-1-sejr over Silkeborg i finalen i den danske pokalturnering tog Brøndby i maj klubbens første titel i ti år. Danmarksmesterskabet var også inden for rækkevidde, men Alexander Zorniger og co. måtte se guldet glide ud af hænderne til sidst.

    FC MIDTJYLLAND OVERHALEDE BRØNDBY TIL ALLERSIDST

    Midtjyderne tog DM-guldet for næsen af Brøndby og vandt klubbens andet mesterskab på fire år. Mesterskabet blev sikret med en 1-0-sejr over AC Horsens 21. maj.

    REAL MADRID FULDENDTE CHAMPIONS LEAGUE-HATTRICKET

    For tredje år i træk vandt den spanske storklub Real Madrid 26. maj Champions League og pokalen med de store ører. Et af finalens mest omdiskuterede øjeblikke skete, da spaniernes Sergio Ramos hev Liverpools stjerneangriber Mohamed Salah med ned i forbindelse med en tackling. Salah måtte kort efter udgå af kampen med en skade.

    SKJERN VANDT FØRSTE MESTERSKAB SIDEN 1999

    Håndboldherrerne fra Skjern vandt i maj det danske mesterskab for første gang i næsten 20 år, da de besejrede Bjerringbro-Silkeborg over to kampe i DM-finalen. Foråret bød også på en optræden i kvartfinalerne i Champions League. Her blev franske Nantes dog for stor en mundfuld.

    LARS ELLER SKREV HISTORIE

    Lars Eller skrev sig i starten af juni ind i historiebøgerne, da han som den første danske ishockeyspiller nogensinde vandt det nordamerikanske mesterskab, Stanley Cup, med sit hold Washington Capitals. Danskeren blev endda matchvinder i den femte og afgørende finale, da han i tredje periode scorede til slutresultatet 4-3.

    KROATIEN ØDELAGDE DEN DANSKE VM-DRØM

    Ottendedelsfinalen blev endestationen for Danmark ved sommerens VM i fodbold, der blev afholdt i Rusland. De senere finalister fra Kroatien slog danskerne ud efter en nervepirrende kamp, der måtte afgøres i straffesparkskonkurrence.

    DJOKOVIC TOG FJERDE WIMBLEDON-TROFÆ

    For fjerde gang i karrieren kunne serbiske Novak Djokovic løfte Wimbledon-trofæet, da det 15. juli lykkedes tennisstjernen at besejre sydafrikanske Kevin Anderson i tre sæt. Det var Djokovic’ første titel i over 12 måneder.

    FRANKRIG ENDTE PÅ TOPPEN AF VERDEN IGEN

    Tyve år efter den første triumf blev Frankrig igen verdensmester i fodbold. VM-titlen kom i hus 15. juli efter en underholdende finale mod Kroatien, Danmarks banemænd, som franskmændene vandt 4-2. Pokalen og medaljer blev overrakt i silende regn på Luzhniki Stadium i den russiske hovedstad, Moskva.

    CORT SIKREDE DANSK TRIUMF I TOUREN

    Årets udgave af Tour de France bød på den første danske etapesejr siden 2009. Den kom 22. juli, da Magnus Cort, der kører for Astana, kørte først over målstregen i sydfranske Carcassonne.

    AARHUS BLEV INVADERET AF SEJLERE

    VM i sejlsport blev i 2018 afholdt i Aarhus. Store menneskemængder nærmest invaderede byens havnefront i starten af august i et forsøg på at følge med i sejladserne i Aarhus Bugt. Anne-Marie Rindoms bronzemedalje i bådklassen Laser Radial var den eneste danske ved stævnet.

    PERNILLE HARDER BLEV KÅRET TIL EUROPAS BEDSTE

    Europas bedste kvindelige fodboldspiller er en dansker. Det mente Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i hvert fald, da forbundet 30. august udnævnte Pernille Harder som netop det. Det er første gang, at en dansker har fået den titel.

    AMATØRER TRAK I TRØJEN

    En af årets mest spektakulære sportshistorier udspillede sig i starten af september, da Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union (DBU) endte i konflikt omkring spillernes vilkår på landsholdet. De normale landsholdsspillere strejkede, hvilket resulterede i, at DBU måtte samle et hold af spillere fra de lavere danske divisioner for at kunne stille op til en venskabskamp mod Slovakiet 5. september. “Vikarlandsholdet” kæmpede bravt, men måtte alligevel gå fra banen med et 0-3-nederlag.

    WILLIAMS GIK AMOK

    Finalen i tennisturneringen US Open 8. september vil nok blive husket for det, der skete uden for stregerne. Den amerikanske stjerne Serena Williams kastede sig på grund af flere kendelser ud i verbale angreb på stigedommer Carlos Ramos, der som konsekvens straffede amerikaneren ved både at fratrække et point og senere i kampen et parti. I baggrunden stod Williams’ modstander, den 21-årige japaner Naomi Osaka, der trods uroen mellem duellerne holdt hovedet koldt og vandt sin første grand slam.

    BJØRNS EUROPÆERE VAR BEDST

    Der blev skrevet dansk golfhistorie, da golfturneringen Ryder Cup blev afholdt i slutningen af september. Det europæiske hold var fra sidelinjen anført af kaptajn Thomas Bjørn (bag rattet), mens Thorbjørn Olesen (til venstre for Bjørn) repræsenterede Europa på golfbanerne lidt uden for Paris, hvor turneringen blev afholdt. Europæerne startede en smule sløvt, men kom tilbage og vandt i overbevisende stil.

    LEICESTER RAMT AF SORG

    Den engelske fodboldklub Leicester City, der blandt andet er arbejdsgiver for den danske målmand Kasper Schmeichel, blev 27. oktober ramt af sorg, da holdets thailandske ejer, Vichai Srivaddhanaprabha, sammen med fire andre styrtede ned i sin helikopter, der kort før var lettet fra banen på King Power Stadium, hvor Leicester tidligere på aftenen havde spillet en kamp.

    FINALE RAMT AF SKANDALE

    Det var meningen, at den anden af to finaler i den sydamerikanske turnering Copa Libertadores skulle have været afholdt 24. november. Men kort før kampen mellem ærkerivalerne River Plate og Boca Juniors blev Bocas bus angrebet af River-fans, hvilket resulterede i mindre skader til flere Boca-spillere, heriblandt Gonzalo Lamardo, der fik glassplinter i øjet. Kampen blev udsat og efterfølgende flyttet helt til den spanske hovedstad, Madrid, hvor River Plate 9. december endte med at tage pokalen.

    MAGNUSSEN FORTSÆTTER I KONGEKLASSEN

    2018 endte både med noget og ingenting for den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen. Det blev ikke til hverken sejre eller podieplaceringer, men danskeren fik forlænget sin kontrakt med Haas-holdet, så han også fremover skal køre i motorsportens kongeklasse. 2018-sæsonens højdepunkter var to femtepladser, og Magnussen endte som nummer ni i den samlede VM-stilling.

    CARLSEN FORSVAREDE SIN TITEL

    Magnus Carlsen er stadig verdensmester i skak. Det norske skakgeni forsvarede for tredje gang sin titel, da han 28. november – efter 12 partier, der var endt med remis – slog amerikanske Fabiano Caruana i omspil.

    OTTENDEPLADS I FRANKRIG

    2018 både startede og sluttede en smule skuffende for de danske håndboldlandshold. Mens herrerne endte som nummer fire ved EM i starten af året, sluttede kvinderne som nummer otte, da der i december blev afholdt EM i Frankrig.

    /ritzau/