LeBron James får tredje hæder som årets atlet

    I 2018 var basketballstjernen LeBron James for ottende sæson i træk i NBA-finalen. Selv om det blev til nederlag sammen med Cleveland Cavaliers, har James været en fremtrædende figur igen i år.

    Så fremtrædende at Associated Press (AP) for tredje gang på seks år har kåret LeBron James til Årets Mandlige Atlet.

    – I 2018 fortsatte han med at imponere på banen, åbne “I Promise”-skolen for udsatte børn i sin hjemby Akron, Ohio, og yderligere bruge sin stemme som en aktivist, der modsætter sig at få besked på at “tie stille og bare drible”, lyder det i begrundelsen fra AP.

    James modtog også hæderen i 2013 og 2016.

    LeBron James fik 78 point i afstemningen om prisen, mens baseballstjernen Mookie Betts fra Boston Red Sox blev nummer to med 46 point.

    NHL-russeren Alexander Ovechkin fra Washington Capitals, quarterback Patrick Mahomes for NFL-holdet Kansas City Chiefs og galophesten Justify kom ind på de følgende pladser.

    Serena Williams tog prisen som Årets Kvindelige Atlet.

    /ritzau/