To eksplosioner rammer sydsvenske byer

    Der er meldinger om to eksplosioner i de svenske byer Malmø og Landskrona. Det skriver nyhedsbureauet TT.

    Eksplosionerne skulle ifølge svensk politi angiveligt have forbindelse til tidligere skudepisoder i byerne.

    Anmeldelserne kom sent torsdag aften, og der er sendt både kriminalteknikere og bombeeksperter til begge steder.

    Den første eksplosion fandt sted i et etagebyggeri i området mellem Kronprinsen og Rönneholmsparken i Malmø.

    Ifølge avisen Sydsvenskan er politiet overbevist om, at eksplosionen skal ses i sammenhæng med tidligere skudepisoder i og omkring byen.

    En time senere fik politiet igen en melding om en højlydt eksplosion i Landskrona, der ligger bare 40 kilometer nord for Malmø. Eksplosionen har skadet indgangspartiet til en boligblok samt biler parkeret foran bygningen.

    Der er i øjeblikket ingen meldinger om tilskadekomne.

    /ritzau/