Ni russiske arbejdere omkommer i mine efter en brand

    Redningsarbejdere har søndag fundet ligene af ni russiske minearbejdere, som lørdag blev fanget i minen, da den brød i brand.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Minen ligger 1200 kilometer øst for Moskva i regionen Perm i Uralbjergene.

    To hold med i alt 17 arbejdere var ved at udføre vedligehold i minen, da der på ukendt vis opstod brand.

    Otte af minearbejderne blev evakueret, men flammerne afskar adgangen til de resterende ni, der arbejdede i en anden sektion af minen.

    Det er disse lig, der søndag er blevet fundet.

    Den russiske præsident, Vladimir Putin, har opfordret regionale myndigheder til at gennemføre en grundig undersøgelse af, hvad der gik galt i minen.

    Efterfølgende har myndigheder meldt ud, at de mener, episoden skyldes dårlige sikkerhedsprocedurer.

    Politiet oplyser søndag, at det er ved at tjekke, om reglerne er blevet overholdt. Politiet tilbageholder fire medarbejdere fra en underleverandør, som havde ansvaret for vedligeholdelsesarbejdet.

    Perm-regionen har erklæret mandag som sørgedag for de omkomne.

    /ritzau/