Schmeichel overvejer at byde ind på topstilling i United

    Målmandslegenden Peter Schmeichel overvejer at byde ind på et ledigt job som fodbolddirektør i Manchester United.

    Det fortæller den 55-årige dansker, der spillede i den engelske storklub fra 1991 til 1999, til BBC.

    – Jeg tænker på at lægge mit navn i puljen, siger Schmeichel.

    Han fortæller, at han gerne vil tilbage og spille en rolle i fodboldens verden.

    Det kunne være i United, der i denne uge fyrede manager José Mourinho og hyrede Ole Gunnar Solskjær.

    Solskjær tog som noget af det første kontakt til United-legenden Alex Ferguson, der hentede 13 mesterskaber og to Champions League-titler til klubben, før han stoppede i 2013.

    Alex Ferguson er også en af Peter Schmeichels inspirationskilder.

    – Det vigtigste er at få Manchester Uniteds kultur og identitet tilbage.

    – Jeg vil gerne, at jobbet går til en, der har spillet der, og kan bringe noget af den der Sir Alex-mentalitet tilbage til hele fodboldklubben, siger den tidligere målmand.

    Peter Schmeichel vil bruge juledagene til at finde ud af, om han vil søge jobbet i United.

    – Jeg overvejer, om jeg har kvaliteterne, og hvis jeg når frem til et svar på det spørgsmål, så vil jeg lægge mit navn i hatten.

    – Jeg vil tænke godt og grundigt over det hen over julen og nytår, og så vil jeg træffe en beslutning, siger han.

    Manchester United vandt lørdag med 5-1 over Cardiff i Premier League i Ole Gunnar Solskjærs debutkamp som manager for klubben.

    /ritzau/