Ambassade: Dobbeltdrab ryster det marokkanske folk

    Dobbeltdrabet på to kvindelige studerende i Marokko er en tragedie, men vi må ikke lade terroren vinde.

    Sådan lyder det lørdag fra Marokkos ambassade i København.

    – Det marokkanske folk er chokeret over denne tragedie og fordømmer på det kraftigste denne terrorhandling, skriver ambassaden i en udtalelse til Ritzau.

    Reaktionen kommer på dagen, da de to dræbte – 24-årige Louisa Vesterager Jespersen og 28-årige Maren Ueland – mindes flere steder i Marokko.

    Dels i landsbyen Imlil i nærheden af, hvor de mandag blev fundet dræbt.

    Dels i hovedstaden Rabat, hvor det marokkanske advokatsamfund står for mindehøjtideligheder ved henholdsvis Norges og Danmarks ambassader.

    Myndighederne i Marokko mistænker fire mænd, der i en video angiveligt har sværget troskab mod Islamisk Stat, for at stå bag dobbeltdrabet.

    – Deres (Islamisk Stats, red.) mål er at skabe frygt og bringe vores fælles værdier i fare. Vi må ikke lade terroren sejre, hedder det i udtalelsen fra ambassaden.

    Sidst landet blev ramt af terror, var i 2011.

    Dobbeltdrabet har ifølge ambassaden udløst en “hidtil uset bølge af solidaritet” i forhold til ofrene og deres pårørende.

    De fire mænd, der anses for hovedmistænkte, blev anholdt tirsdag og torsdag.

    Fredag oplyste myndighederne i Marokko, at yderligere ni personer, der sættes i forbindelse med sagen, er anholdt.

    Ambassaden fremhæver, at der er sket adskillige anholdelser på “rekordtid”.

    – Efterforskningen fortsætter, og alle involverede vil blive anholdt, og retfærdigheden ske fyldest, forventes det.

    De to kvindelige studerende var taget til Marokko blandt andet for at vandre i Atlasbjergene.

    Ambassaden oplyser i udtalelsen, at man står til rådighed for de berørtes familier og arbejder tæt sammen med det danske udenrigsministerium og Danmarks ambassadør i Marokko.

    /ritzau/