Civile og turister mindes dræbte kvinder i marokkansk landsby

    Flere hundrede mennesker er lørdag mødt op i den marokkanske landsby Imlil for med blomster og lys at mindes de to dræbte kvinder, danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland.

    Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

    Det var netop i nærheden af landsbyen Imlil, de to kvinder mandag blev fundet dræbt.

    Ved seancen deltager både civile og turister, skriver NTB.

    De to kvinder var på en månedlang ferie i landet for blandt andet at vandre i Atlasbjergene.

    De blev fundet dræbt nær deres telt i et populært turistområde.

    De marokkanske myndigheder efterforsker sagen som terror. Myndighederne anholdt tirsdag fire personer, der mistænkes for drabene.

    Lørdag kom det frem, at myndighederne har foretaget yderligere ni nye anholdelser som led i efterforskningen.

    To videoer, der angiveligt viser drabet på en kvinde og fire mænd, der sværger troskab til Islamisk Stat, vurderes af PET til at være ægte.

    Senere lørdag har det marokkanske advokatsamfund indkaldt til mindehøjtidelighed foran henholdsvis den norske og den danske ambassade i Marokkos hovedstad, Rabat.

    /ritzau/