Den franske protestbevægelse “De Gule Veste” har forberedt sig på sjette lørdag i træk med demonstrationer i Frankrig.
Men selv om antallet af demonstranter er dalende, så tager politiet ingen chancer i forberedelserne mod dagens begivenheder.
Demonstranterne var fredag splittede om, hvorvidt de skulle gennemføre lørdagens demonstration i Paris eller den nærliggende by Versailles.
Det har fået politiet til at lukke Versailles-slottet og dets store haver, der er et populært turistmål, hele lørdagen. Myndighederne frygter, at der vil opstå uroligheder i området.
Derudover blev butikker i Paris, hvor flere har været lukket under de sidste demonstrationer, anbefalet at være opmærksomme på protesterne.
En Facebook-begivenhed viste tidligt lørdag morgen, at 1400 havde meldt sig som deltagere til demonstrationen i Versailles, hvor 8000 havde angivet, at de var interesseret.
Derudover er der samtidig planlagt demonstrationer i Lyon, Toulouse, Orleans and Brittany.
Lørdag kort før klokken 10 meddelte det lokale politi, at en person har mistet livet i et biluheld under protesterne i Perpignan i det sydlige Frankrig, skriver Reuters.
Der er lørdag formiddag ikke yderligere oplysninger om biluheldet.
Sidste uge gav præsident Emmanuel Macron efter for nogle af demonstranternes krav, og siden er antallet af demonstranter faldet.
Indenrigsministeren estimerede dem, der deltog i demonstrationer torsdag udgjorde det laveste antal, siden de blev indledt 17. november, hvor 282.000 var på gaderne den første lørdag.
I løbet af de seneste uger, har protesterne bredt sig ud over de franske og europæiske grænser og ramt Taiwan.
Også her ventes demonstranter klædt i gult at gå på gaden i lørdag. Demonstrationerne startede onsdag, hvor bevægelsen er utilfredse med skattesystemet, som de gerne vil have bliver mere transparent.
/ritzau/AFP











