Fifa blander sig i russisk sag om racisme


    Det internationale fodboldforbund (Fifa) blander sig nu i sagen om den tidligere Arsenal-spiller Emmanuel Frimpong, der optræder for Ufa i den bedste russiske række.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Fifa har bedt det russiske fodboldforbund om en forklaring på, hvorfor forbundet har afvist Frimpongs udsagn om, at han den 17. juli blev udsat for racistiske tilråb fra tilskuere i 2-2-kampen mellem Spartak Moskva og Ufa.

    – Den 21. juli – straks efter at vi blev orienteret om sagen – kontaktede vi det russiske fodboldforbund.

    – Vi har givet forbundet syv dage til at komme med information om hændelsen, da vi tænker, at det er en iøjnefaldende sag, der indeholder mulige anklager om racisme.

    – Og det sker i det land, der skal være vært for VM (i 2018), siger Federico Addiechi, der er chef for Fifas anliggender om social ansvarlighed, til Sky Sports.

    Emmanuel Frimpong blev ifølge eget udsagn så træt af at høre på blandt andet abelyde fra publikum, at han til sidst viste tilskuerne sin ene langfinger.

    Det blev takseret til et rødt kort fra kampens dommer, og efterfølgende blev spilleren idømt to spilledages karantæne af det russiske fodboldforbund.

    Forbundet fandt ikke anledning til at straffe Spartak Moskva, der var arrangør af kampen.

    Det gjorde ghanesiske Frimpong rasende.

    – At det russiske fodboldforbund siger, at man ikke har hørt eller set noget bevis for racisme, er en kæmpe joke, skrev han på Twitter efter dommen.

    Formanden for det russiske fodboldforbunds disciplinærudvalg, Artur Grigoryants, sagde til BBC om afgørelsen:

    – Der var ingen racistiske episoder. Vi har ingen grund til at åbne en disciplinærsag mod Spartak.

    Russisk fodbold har ry for at have store problemer med racisme, men indtil videre ser det ikke ud til, at forbundet mener det samme.

    Fifas tiltag kommer, to dage før Rusland er vært for lodtrækningen til kvalifikationen frem mod VM i 2018. Lodtrækningen finder sted lørdag i Skt. Petersborg.

    /ritzau/