Område i Brøndby afspærret efter knivstikkeri

    En person er fredag eftermiddag blevet stukket med en kniv i Ulsøparken i Brøndby. Politiet jagter fredag aften en formodet gerningsmand i området og har derfor lavet afspærringer i dele af området.

    Det beretter vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Lars Jørgensen.

    – 16.24 får vi en anmeldelse om et knivstikkeri i Ulsøparken. Personen er stukket i det ene lår, fortæller han.

    Da politiet kommer frem, er personen, der er blevet stukket, i en alvorlig tilstand. Ofret vurderes på det tidspunkt at være i livsfare. Det er siden lykkes redningsfolk at få stabiliseret vedkommendes tilstand.

    Imens er politiet gået i gang med at jagte en person, som ifølge politiet kan være gerningsmanden.

    Lars Jørgensen oplyser, at betjente på stedet har afspærret et parkeringsareal i deres eftersøgning af den pågældende person.

    Motivet for knivstikkeriet står fredag aften omkring klokken 18.30 ikke klart for politiet, fortæller vagtchefen.

    /ritzau/