Ligene af de to unge kvinder, der mandag blev fundet dræbt i Marokko, er blevet fløjet til Danmark fredag.
Det oplyser det franske nyhedsbureau AFP på baggrund af oplysninger fra politikilder.
Den danske kvinde Louisa Vesterager Jespersen og hendes norske veninde Maren Ueland blev fundet dræbt i et populært turistområde i Atlasbjergene.
Kvinderne var på en rejse, da de blev dræbt nær landsbyen Imlil. Begge kvinder var erfarne friluftsmennesker.
De marokkanske myndigheder har anholdt fire personer, der er mistænkt for at stå bag drabene.
/ritzau/











