Enhedslisten kalder Løkke i samråd om a-kasse-donation

    Enhedslisten indkalder nu statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i samråd, efter at der er konstateret en mulig sammenhæng mellem donationer til Løkkefonden og muligheden for at få et møde med statsministeren.

    Berlingske fortæller fredag, hvordan en donation fra Akademikernes A-kasse på 50.000 kroner til Løkkefonden blev omtalt i en mail fra 2014, hvor det også blev nævnt, at a-kassen gerne ville have besøg af Lars Løkke Rasmussen.

    Løkke – der dengang var formand for Venstre og oppositionsleder – holdt året efter møde med a-kassens direktør, ligesom a-kassen indbetalte 50.000 kroner til fonden.

    Det har fået Enhedslistens demokratiordfører, Pelle Dragsted, til at reagere.

    – Et grundlæggende princip i demokratiet er, at man ikke skal kunne købe sig til særbehandling hos politikere.

    – Og det er ikke første gang, at vi ser det her. Her er der bare skriftlig dokumentation for, at Løkke har vekslet støtte til Løkkefonden mod særbehandling af en specifik organisation.

    – Det er meget bekymrende, at vi har en statsminister, der ikke kan holde de to ting adskilt, siger han.

    Han savner også gennemsigtighed i forhold til, hvem der ellers måtte have doneret penge til fonden mod at mødes med statsministeren.

    – Det her er kun kommet frem, fordi en a-kasse har offentliggjort nogle interne dokumenter. Det kan jo være, at det kun er toppen af isbjerget, siger han.

    Løkkefonden blev stiftet i 2012 af blandt andre Lars Løkke Rasmussen. Fonden afholder blandt andet særlige undervisningsforløb for drenge med faglige udfordringer i skolen.

    Statsministeren har tidligere været kaldt i samråd i forbindelse med en donation til Løkkefonden fra de såkaldte kvotekonger inden for fiskeriet.

    Det skete i januar i år, hvor han forklarede, at der var forskel på, om han optrådte som privatperson og som minister.

    Og når han deltog i arrangementer, der havde med Løkkefonden at gøre, var det i sin egenskab af privatperson.

    Det nye samråd kommer til at foregå en gang i det nye år.

    /ritzau/