USA trækker en stor del amerikanske tropper ud af Afghanistan

    USAs præsident, Donald Trump, har besluttet at trække “en væsentlig del” af de amerikanske tropper ud af Afghanistan.

    Det oplyser en anonym embedsmand til nyhedsbureauet AFP natten til fredag dansk tid.

    – Beslutningen er truffet. Der er tale om en væsentlig tilbagetrækning, oplyser embedsmanden.

    Meddelelsen kommer få timer efter, at to anonyme embedsmænd over for nyhedsbureauet Reuters fortalte om de samme planer.

    USA har været i Afghanistan de seneste 17 år og har fortsat mere end 15.000 tropper udstationeret. De hjælper den afghanske regering med at bekæmpe den militante gruppe Taliban.

    Den anonyme embedsmand oplyser ikke, hvor mange “en væsentlig del” dækker over, eller hvornår tilbagetrækningen skal ske.

    /ritzau/