Myndighederne indførte torsdag undtagelsestilstand i Sudans næststørste by efter demonstrationer mange steder i landet.
Protesterne var vendt mod stigende priser, men en del demonstranter opfordrede til, at præsident Omar al-Bashir, bliver væltet.
En studerende og en anden demonstrant blev dræbt under sammenstød i byen al-Qadarif, siger et parlamentsmedlem, Mubarak al-Nur. Lokale medier siger, at mindst seks blev dræbt torsdag.
I hovedstaden Khartoum affyrede politistyrker tåregas mod 500 demonstranter, hvoraf nogle råbte, at “folket vil af med regimet”.
Urolighederne var blandt de værste i landet siden 2013, hvor nedskæringer også fik mange tusinder til at gå på gaden med krav om en ny regering. Det er en sjældenhed i et land domineret af militæret og sikkerhedstjenesterne.
Vreden i offentligheden skyldes prisstigninger, inflation og andre tegn på økonomisk krise – blandt andet en fordobling i prisen på et almindeligt brød i forhold til sidste års pris.
Sudans økonomi kæmper for at komme over et tab af tre fjerdedele af landets olieproduktion, som er dets vigtigste indkomst. Olieproduktionen faldt drastisk i 2011, da Sydsudan løsrev sig og tog de fleste oliefelter med.
USA ophævede sanktioner mod Sudan for et år siden. Men mange investorer holder sig stadigvæk fra landet, som står på USA’s terrorliste.
Præsident Omar al-Bashir er eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol for folkedrab i Darfur – en anklage, som han benægter.
Bashir tog magten ved et islamistisk kup i 1989 med støtte fra militæret. I parlamentet blev der i sidste måned vedtaget lovændringer, som gør det muligt for Bashir at blive siddende på magten efter 2020, hvor han ellers skulle være gået af.
/ritzau/Reuters











