Minister står fortsat fast på ren vejforbindelse over Kattegat

    Som ventet udmønter regeringen og Dansk Folkeparti nu 60 millioner kroner fra finansloven for 2019 til at igangsætte to forundersøgelser.

    Den ene er af en ren vejforbindelse, og den anden er af en kombineret vej- og jernbaneforbindelse over Kattegat.

    Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

    Parterne tager dermed næste skridt mod en fast forbindelse, som vil kunne spare trafikanterne for op mod halvanden times kørsel.

    – En fast forbindelse over Kattegat vil være med til at binde Danmark tættere sammen.

    – Trafikanter mellem Jylland og Sjælland vil kunne spare op til halvanden times kørsel, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).

    Foreløbige beregninger pegede i foråret på, at en ren vejforbindelse over Kattegat sandsynligvis kunne betales af brugerne alene.

    Det var et resultat og et potentiale, som Ole Birk Olesen ville have undersøgt nærmere.

    Derfor satte han gang i en screening af mulighederne for en fast vejforbindelse over Kattegat. Resultatet af den viser, at en vejforbindelse kan realiseres uden økonomisk bidrag fra staten, siger han.

    Men det er stadig nødvendigt at undersøge muligheden for en kombineret vej- og jernbaneforbindelse.

    – For at få bred politisk opbakning fra oppositionen til et projekt med dette tidsperspektiv, er det nødvendigt både at undersøge en kombineret og en ren vejforbindelse.

    – Det ændrer ikke på, at screeningen peger på en vejforbindelse som den eneste økonomiske rentable løsning, men jeg er glad for, at vi nu får sat gang i de nødvendige undersøgelser, siger han.

    /ritzau/