Folketinget slår ned på sort arbejde med tvangssystem

    En ny politisk aftale stiller nye krav til 12.500 virksomheder i brancher, der er særligt plaget af sort arbejde.

    De skal bruge et nyt digitalt registreringssystem. Systemet skal bekæmpe muligheden for sort arbejde.

    Der er tale om fire brancher. De tæller blandt andet caféer, diskoteker og pizzeriaer, skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse. De skal fra 2024 have nye, digitale kasseapparater.

    – Vi ved, at der desværre i bestemte brancher er fejl i salgsregistreringen hos cirka en tredjedel af virksomhederne. Og samtidig er det brancher, hvor der ofte er tale om decideret snyd.

    – Derfor sætter vi ind netop her. De digitale kasseapparater, som virksomhederne fremover skal bruge, vil gøre det lettere at kontrollere pengestrømmene og samtidig gøre det nemmere at opdage de virksomheder, der laver fejl eller snyder bevidst, skriver skatteminister Karsten Lauritzen (V).

    Firmaer i andre brancher skal ikke vide sig sikre. Under aftalen kan de også blive pålagt at bruge de digitale kasseapparater, hvis der er mistanke om slet spil.

    Der er tale om en bred aftale i Folketinget med deltagelse af regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og SF.

    – Tiltaget betyder simpelthen mindre snyd og mere fair konkurrence for de virksomheder, der spiller efter reglerne.

    – Vi synes stadig, at tilløbet er lidt vel langt, men det er godt, at vi nu har bred tilslutning til, at de digitale kasseapparater bliver rullet ud i de brancher, hvor der er mest snyd og flest fejl. Der er meget mere at gøre, men det her et positivt fremskridt, skriver Socialdemokratiets Jesper Petersen om aftalen.

    Ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik – Arbejdskraftundersøgelsen for andet kvartal 2018 – har 124.000 danskere arbejdet sort inden for det seneste år. Og det er målt på adspurgte, der selv angiver at have arbejdet sort.

    /ritzau/