Arkæologer graver sig frem til Københavns ældste kirke

    Københavns ældste kirke er fundet under Rådhuspladsen.

    Det skriver dagbladet Politiken og TV2 Lorry.

    Det er i forbindelse med metrobyggeriet foran Københavns Rådhus, at arkæologer har fundet formen, hvori den store klokke til kirken blev støbt.

    Ifølge museumsdirektør ved Københavns Museum, Jane Jark Jensen, ved man, at særligt tilkaldte klokkestøbere i den periode i middelalderen støbte klokkerne der, hvor kirken lå.

    – Fundet af klokkestøberiet fortæller os, at vi med sikkerhed har fundet Københavns ældste kirke på området, siger Jane Jark Jensen til Poltiken.

    Kirken er fra mellem år 1000 og 1100.

    I april offentliggjorde museet, at man havde fundet et stenfundament, der kunne være fundamentet til en kirke. Men museet turde dengang ikke melde noget officielt ud.

    I 2011 fandt arkæologer 20 grave med skeletter under jorden. Senere fandt man yderligere 40 grave. Opdagelserne pegede på, at der kunne have været en kirke.

    – Vi havde selvfølgelig fundet gravene og et stykke stenfundament, men om det sidstnævnte kunne tolkes som en kirkebygning, vil der kunne sættes spørgsmålstegn ved, siger Jane Jark Jensen til Politiken.

    – Fundet af klokkestøbergruben fortæller os, at der har været et kirke på stedet, siger hun.

    Det er arkæologer fra Københavns Museum, der i forbindelse med et ledningsforsøg har gjort fundet under den centrale plads i København.

    Ifølge TV2 Lorry kan fundet være med til at omskrive Københavns historie.

    Det har længe været opfattelsen, at København på daværende tidspunkt var et lille fiskerleje.

    Og i historiebøgerne har der hidtil stået, at biskop Absalon først senere grundlagde byen.

    Ifølge kultur- og fritidsborgmester Fransciska Rosenkilde (AL) fortæller fund som dette, at byens historie lang fra er komplet.

    – Men det viser også en dynamisk side af byens historie, der vidner om, at København mange år tilbage var en by i udvikling beboet af innovative mennesker, siger hun til TV2 Lorry.

    /ritzau/